At være pårørende

Må man sige nej til kemo eller livsforlængende behandling? Må man som pårørende forlade en kræftsyg? Må man godt synes, at det er en dårlig idé, at Stafet for Livet kalder tidligere og nuværende kræftpatienter for fightere? Må man gerne gå over på den anden side af gaden, hvis man ser en bekendt, der har fået konstateret kræft, og ens egen situation gør, at man ikke kan overskue at skulle høre om andres problemer?

Der blev stillet mange svære og følelsesladede spørgsmål, da Kræftens Bekæmpelse Ringsted Lokalforening og Stafet for Livet Ringsted holdt en aften med pårørende til kræftpatienter i fokus. Det var onsdag aften i aulaen på Midtsjællands Gymnasium.

TV-journalist Morten Ankerdal og Bo Snedker Boman var aftenens foredragsholdere.

”Pårørendetemaet har vi ikke kun valgt, fordi det er et særligt tema hos Kræftens Bekæmpelse i år, men fordi vi mener, at vi bør være mere opmærksomme på de pårørende, deres trivsel, deres vilkår og deres behov” fortalte Birgit Christensen fra Kræftens Bekæmpelse Lokalafdeling Ringsted.

Et liv som pårørende

Morten Ankerdal ved i allerhøjeste grad, hvad det vil sige at være pårørende til en kræftsyg, for Mortens far, journalist, studievært og forfatter Steen Ankerdal, døde i august 2014 af en tarmkræft, som han havde kæmpet med i 5 år.

Det var Morten, der var Steens største støtte i det 5 år lange forløb.

Stor forskel på behov

Noget af det Morten Ankerdal måtte erkende under Steen Ankerdals kræftforløb var, at der er enorm stor forskel på, hvilke behov en kræftramt har og hvilke behov en pårørende har.

Morten havde svært ved at forstå, at hver gang Steen havde det mindste ressourceoverskud, så blev det brugt på at arbejde. Morten syntes Steen skulle bruge overskuddet på familien.

Der blev selvfølgelig brugt tid på familien, men det var arbejdet, der gav livsglæde og gjorde, at Steen følte, at han stadig var den samme, som han altid havde været. Det var på arbejdet han stadig kunne føle sig rask.

Med tiden lærte Morten at forstå, at det, der var logisk for ham, ikke var det samme, der var logisk for Steen.

Det gik jo fantastisk

Morten var med sin far til samtaler på hospitalet, og hver gang forlod Morten og Steen hospitalet med hver sin opfattelse af, hvordan samtalen var gået.

”De informationer vi fik, opfattede vi vidt forskelligt. Jeg hørte alt muligt. Steen hørte det, han skulle bruge, for at blive lidt bedre – eller i virkeligheden for at føle sig rask. Alt det andet hørte han ikke” fortalte Morten.

Når de kom ud fra samtale med lægen, kunne Steen sige ”Det gik jo fantastisk”, mens Morten overhovedet ikke syntes det var gået godt. Steen havde hørt den ene ting, det gik godt med, og alt det ikke gik godt med, hørte han slet ikke.

Arbejde med cancerknækkede

Psykolog Bo Snedker Boman har i mange år arbejdet med cancerramte – han kalder dem cancerknækkede – og deres pårørende.

At være pårørende i dag er noget andet, end det var at være pårørende bare 20-30 år siden. I dag er overlevelsesprocenterne for stort set alle kræftformer langt højere.

”Men det liv vi kan få, er jo nok ikke det samme” sagde Bo. Derfor kan der være store konsekvenser for både patient og pårørende.

”Når vi nu taler pårørende i aften, så vil jeg gerne pege på, at ligeså fantastisk det er, at vi kan redde liv og få liv forlænget, så er der altså også i det nogle dilemmaer i forhold til at være pårørende” påpegede Bo.

Man skal gennem længere tid være vidne til, at et menneske man sætter pris på, er mere træt, er udmattet, har ondt eller at angsten for, at kræften kan komme tilbage, sidder og pipper hele tiden.

Mental slitage

Det, der følger med, når man er pårørende, kan være en fysisk byrde, hvor man måske pludselig skal passe alt det huslige i hjemmet, udover at passe sit fuldtidsjob. Men der er også mental slitage, og det er slitage, der knytter sig til bekymringer og ængstelse.

”Både patient og pårørende skal udholde en masse, og selvom man kan få meget på apoteket, så kan man ikke få små tabletter med udholdenhed” sagde Bo.

Følelsesladede spørgsmål

Fra salen blev der stillet mange følelsesladede spørgsmål, og der var en god debat, hvor forskellige emner blev belyst fra flere vinkler.

En af deltagerne fortalte, at han oplevede venner og bekendte, der gik over på den anden side af gaden, hvis de så ham.

”Det er lige så hårdt at opleve, som det er at have kræft” sagde manden.

Men der kan være mange grunde til at folk vælger at trække sig fra kræftramte og deres pårørende. Bo Snedker Boman fortalte om en 50-årig kræftramt mand, han engang havde i sin konsultation.

Den kræftramte skulle ud og handle, og så en bekendt på parkeringspladsen til supermarkedet. Den bekendte – en kvinde - ville tydeligvis ikke have kontakt, og smuttede ind i supermarkedet for at slippe for mødet med den kræftramte.

Det provokerede den kræftramte, der løb efter hende og konfronterede hende og spurgte om det var fordi han havde fået kræft, at hun ikke ville tale med ham.

”Min datter er lige blevet dræbt i en trafikulykke, og jeg magter ikke tale med nogen” svarede kvinden.

Gratis pjece

Hvis man oplever, at nogen i ens nære relationer bliver kræftramt, så kan der være en masse spørgsmål, der presser sig på.

Hos Kræftens Bekæmpelse kan man bl.a. helt gratis downloade pjecen ”Et liv som pårørende”. Det gør man via dette link.