Se/ gense stafetten i "Om stafetten / Billeder og video".



FIGTHERTALEN - 2019 ved Kirsten Vestergaard / Næsbjerg

Fighter 2019

God morgen til alle I fightere og god morgen til jeres pårørende.

Tak for indbydelsen til at stå her i dag.

Jeg hedder Kirsten Vestergaard og jeg bor i Næsbjerg.

Min adgangsbillet til at stå her er to kræftoperationer og efterfølgende behandling.

Tilbage i 2008 opdagede jeg en knude i mit ene bryst, og efter scanninger og prøvetagninger blev jeg hurtigst muligt opereret. Al ting gik meget hurtigt. Men i ventetiden var der mange tanker, der fyldte. Det føltes helt surrealistisk at være alvorligt syg og samtidig at være den samme, som tidligere. Jeg havde ingen smerter, men jeg havde hovedet fuld af uro, frygt, og bekymring for fremtiden.

Men takket være et fantastisk personale på Sygehuset – og takket være min mand og min dejlige familie, så kom jeg godt igennem det hele og fortsatte med behandling og kontrol i årene derefter.

Da der var gået 9 år foreslog onkologen, at kontrolbesøgene ophørte, og at jeg i stedet for fik et telefonnummer direkte til afdelingen. Sådan set en god melding. Men jeg var alligevel ikke helt glad for at sige farvel til Onkologisk afd.

Der gik så 3-4 måneder – i oktober 2017 opdagede jeg en knude i det gamle operationsar. Det gik stærkt med at få ringet og undersøgelser blev sat i gang, og så kom mødet, hvor en læge sagde: ”Ja, der er tale om et tilbagefald”.  Tilbagefald.  Et ord, som jeg har hadet lige siden. Men så gik det igen stærkt med operation og strålebehandling.

Jeg har det godt i dag - men der vil altid være et før og et efter.

Livet – hverdagen efter kræft bliver aldrig det samme som livet før.

Tankerne og frygten for at kræften kan blusse op igen slipper os aldrig.

”Livet har slået en kolbøtte” har jeg hørt én sige efter en kræftdiagnose.

Og det er måske en rigtig rammende beskrivelse, for undervejs når vi slår en kolbøtte har vi hovedet nedad, og nogle gange lander vi lidt skævt, men ved egen hjælp - eller

ved andres hjælp og omsorg kommer vi jo op igen efter en kolbøtte. Hjælpere er der brug for for at komme på ret kurs igen. Og derfor er familie og pårørende en uvurderlig støtte, når vi skal videre efter kolbøtten.

Der er et før og et efter.

Og man kan fristes til at sige, at livet før var uden bekymringer. Det passer selvfølgelig ikke.

Men livet efter kræft kan også føles mere værdifuldt - og for mig er dage sammen med familie og venner blevet helt uvurderlige og betydningsfulde. Jeg er blevet meget mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at opprioritere stjernestunderne.

Man kan godt øve sig på at vælge lyset frem for skyggen. At glæde sig over de ting, der er klaret og klaret godt i stedet for at hænge fast i bekymringer om dagen i morgen.

Piet Hein:

        Hvis du ængster

        tiden bort

        gør du livet

        tomt og kort.

        Hvis du glæder dig

        ved mangt

        gør du nuet

        rigt og langt.

Men det er også blevet lettere at vælge og vælge fra, fordi det står mig mere klart, at tiden ikke er uendelig.

Jeg har lært mig selv at sige ”pyt”. F.eks. når jeg ikke kan nå alt det, jeg tror, jeg gerne vil, eller når diskussioner og forargelser over ubetydelige ting føles helt ligegyldige i forhold til store spørgsmål om liv og død. Det er en stor lettelse at kunne sige pyt – og man behøver jo ikke sige det højt. Det er nok bedre bare at tænke det.

Hvert år når indbydelsen til Stafet for Livet kommer, tænker jeg det samme:

Vil jeg melde mig som fighter?     Hvad er svaret?

Jeg kan vælge   

Nej!  fordi

-Jeg har ikke lyst til at vise mig frem som offer for alvorlig sygdom.

-Min sygdom er min og vedkommer ikke andre.

-Jeg er ydmyg og vil helst være privat i forhold til mit sygdomsforløb.

-Jeg er bange for, at sygdommen kommer igen/tilbage.

-Jeg kender ”Janteloven”: ”Du skal ikke tro, du er noget”

Derfor kræver det mod at tage den gule trøje på – det kan føles overvældende.

Jeg kan også vælge

Ja!   fordi

Fighterrunden signalerer håb og styrke

Fightere viser, at de trods alvorlig sygdom har en optimisme, der gir kræfter til at kæmpe for et godt liv efter kræft.

Fightere viser deres livsvilje til kræftpatienter og til alle andre.

Fightere bliver derfor et symbol på et godt liv med og efter kræft.

Fightere finder fornyet mod og livsglæde ved at mødes - måske år efter år

Når fightere mødes har vi med det samme en flig af hinandens livshistorie. Vi har fælles oplevelser om kræftdiagnose, sygdomsforløb, om frygt, om håb, om usikkerhed, om taknemlighed og en dyb glæde over livet.

Men vi er forskellige, og vi vælger forskelligt. Jeg har nogle år gået som fighter – og andre år ikke haft lyst, selv om jeg måske kunne hjælpe andre.

Man skal selv have håb for at kunne give håbet videre til andre

Da jeg første gang fik kræftdiagnosen og behandlingsplanen tænkte jeg med taknemlighed på de veninder og bekendte, som havde været åbne omkring deres sygdomsforløb. Jeg havde set deres proteser og gået i bad sammen med dem efter gymnastik.  De havde fortalt om bøvl og om pudsige oplevelser som at tabe protesen under jordbærplukningen.

Deres fortællinger kom til at betyde rigtig meget for mig i mit kræftforløb. De blev på en måde forbilleder og opmuntring for mig.

Nu skal vi ud at gå sammen og nyde fællesskabet i den gule trøje - og vi skal ha vores pårørende med, for uden dem ville al ting se anderledes ud.

Jeg vil ønske jer et par gode dage med glæde og alvor

På gensyn næste år.