Vil du være med til at arrangere en uforglemmelig oplevelse for tidligere og nuværende kræftpatienter?

I Fightergruppen vil du indgå i et tæt samarbejde med en masse engagerede mennesker. Fightergruppen har til opgave at samle både nuværende og tidligere kræftpatienter til den indledende Fighterrunde i Stafet For Livet i jeres lokalområde. Der skal arrangeres en uforglemmelig dag for Fighterne, som er æresgæsterne til arrangementet.

Det er vores erfaring, at der er en meget klar sammenhæng mellem stafettens succes og antallet af Fightere, der deltager. Derfor er det vigtigt, at I som gruppe er engageret i arbejdet og lægger en stor indsats i at finde så mange Fightere som muligt.

Det er en fordel, hvis du selv er tidligere eller nuværende kræftpatient eller har været meget berørt af kræft. Det er vigtigt, at du har en klar fornemmelse for, hvordan det er at leve med kræft tæt inde på livet og kan være lydhør over for og respektere Fighternes behov.

Fightergruppen har en tovholder, der deltager i koordinerende møder med tovholdere og formandskab for stafeten. 

Opgaver i Fightergruppen:

  • Invitere Fightere til at deltage i Stafet For Livet
  • Skabe et netværk for de Fightere, der deltager i den lokale stafet og gøre dem opmærksomme på Kræftens Bekæmpelses tilbud
  • Planlægge og koordinere aktiviteter på selve dagen for Fighterne - især Fighterrunden
  • Tage imod og være sammen med de Fightere og deres pårørende, der deltager på dagen
  • Opretholde kontakten med Fighterne ved at opfordre dem til at mødes som gruppe mellem stafetterne og deltage som frivillige næste år
  • Opfordre Fighterne til at deltage på et hold
  • Samarbejde med de øvrige grupper om at lave en god stafet 

Frivillig i Stafet For Livet:

Overalt i verden er Stafet For Livet arrangeret af frivillige. Her kan du være med til at gøre en aktiv indsats i kampen mod kræft.

Som frivillig i Stafet For Livet får du:

  • Et alsidigt, spændende arbejde med mening
  • Mulighed for at give håb og gøre en forskel for rigtig mange mennesker berørt af kræft
  • En unik mulighed for at få projekterfaring
  • Kendskab til Kræftens Bekæmpelse